Tilbage

Biografi

Paul Ranslet er født 1959 på Bornholm, som søn af kunstnerparet Arne og Tulla Ranslet. Efter studentereksamen på Rønne Statsskole, studerede han keramik på kunsthandværkerskolen i Kolding. 1983 blev han optaget på Det Jyske Kunstakademi, hvor han studerede skulptur hos Hanne Varming og John Olsen. 1986 søgte han til Hochschule Fur Kunste i Bremen for at studere videre i fem år hos den tyske billedhugger og professor Waldemar Otto.

Paul Ranslet og hans hustru Lise Folke Ranslet købte i 1997 en ejendom på Borrelyngsvej i Rutsker. Her har han foruden bolig også sit atelje og værksted med smelteovne og støbefaciliteter. Han arbejder med mennesker, fugle og dyr som motiv. Han arbejder figurativt med en stilistisk realisme som uanset motivets størrelse gør skulpturerne monumentale. Hans skulpturer udlyser harmonisk ro og den stærke symetri er kun brudt af en meget enkel drejning eller forskydning. Udtrykket i hans værker er en blanding af fortrolighed og uforstyrret aktivitet og skulpturerne ejer en sjælden følelse af at være levende, som snarere gør skulpturen til beskuer af sit publikum end omvendt. Hans mange offentlige skulpturer er altid omgivet af voksne og børn, som føler at de har et personligt forhold til dem.